10 august, 2017

Spor efter en tordenbyge

Ankeret er placeret ca. Ved det røde kryds på billedet af kortplotterens skærm nedenfor.

Først lå vi med 20 m kæde ude og vinden kom ind i bugten fra øst. En let vind.
Vi var klar over, at tordenbyger var i anmarch fra vest og at vinden i den kommende nat ville stå i NV. Derfor vurderede vi, at ankerbugten på østsiden af øen i en bugt med læ også for nordlige vinde ville være en sikker ankerplads for natten.

Sidst på eftermiddagen kom så den første tordenbyge.

Vinden sprang på et øjeblik fra øst til vest og blev et øjeblik til kuling med stormende vindstød.

Ankerkæden blev straks forlænget til 30m. Det ses på tracket på skærmbilledet. Et øjeblik efter blev den yderligere forlænget til 40m. Som det ses på billedet lå ankeret på ca. 6m dybde.

Den ydre cirkelbue på skærmen viser bådens bevægelser rundt om ankeret, mens tordenbygen passerede. Først lå vi længst mod vest senere drejede vinden i nord og nordøst, hvor den aftog gradvist. På cirkelbuens form ses, at ankerkæden ikke er helt udstrakt af den NØ-lige vind.

Men indtil vinden begyndte at aftage var det lidt interessant at følge tracket og holde øje med om ankeret kunne holde i den kraftige vind.

Sådan kan man også bruge sin kortplotter.

I skrivende stund vides det ikke, hvor mange tordenbyger, der kommer forbi i nat.

Men nu ved vi, at ankeret har godt fat.

Ingen kommentarer: