Den lille hvide by var tom da vi ankom. Siesta tager de alvorligt hernede. En stille tur gennem den hvide by, op af små veje, under de stærke pinke bouganvillaer, forbi gamle oliventræer. Langs den prisbelønnede strand med store og små afrundede sten, som der ikke er plads til en min kuffert.
Lyst til at tegne og male. Til at blive en dag mere.
Sad under et oliventræ og kiggede udover den stille bugt og Blue Moon som gyngede stille ved byens beton kaj. Spiste et par modne figener på vej tilbage til båden.
Klargjorde aftensmad mens byen vågnede og de gamle mænd fandte deres pladser ved de skæve træstole ved byens torv.
Tog selv på bar og fik et glas hvidvin. Hjem til båden og for en gangs skyld spiste vi ‘hjemme’. Solen gik ned og vi spillede de to obligatoriske spil rummikub.
Vinkede god. At til den klare stjernehimmel og blev vuggede stille i søvn.
Indtil kl. 01:00, det blæste ikke, men store dønninger kom fra øst, og båden var prisgivet. Det var ikke farligt, men ubehageligt.
Kaptajnen besluttede at vi skulle flytte båden ud til ankerbugten, hvor vi fandt en fin ankerplads, kl. 2 om natten, og igen, var vi underkastede de høje dønninger fra ....øst.... Tyrkiet? Der var nemlig ingen vind, ikke til at fatte hvorfor....
Vi lå søvnløs indtil solen brød frem, og var sp glad for at alting har en ende.
Vi sejlede til en lagune- Ikaro. Og her er fredeligt og roligt. Og her bliver vi, måske mere end den ene nat.
Så nu sover kaptajnen en lille morfar og jeg nyder lidt sødt til kaffen, skriver blog, sorterer billeder og hov.... der kom lige en kæmpe skildpadde forbi.
